8. februar 2015

Fastelavnsbollerlækkerier

Det er jo den tid og yngstesøn er hjemme på vinterferie og det er koldt udenfor  ♥  Derfor skal der selvfølgelig bages boller med hindbær-/cremefyld  ♥
Fastelavnsboller med hindbær og lækker-lækker vanillecreme ♥
ca 20 stk.

Dej:

300 g hvedemel
75 g smør
½ pakke tørgær
2 dl mælk/fløde eller andet mælkeprodukt (eller en blanding, brug gerne noget der har overskredet holdbarhedsdato - at det er en smule surt gør ingenting) 
2 æg
Lidt salt
1 spsk sukker



Creme:

Vaniliekornene fra en 1 vaniljestang
1 æg
1 spsk sukker
2 spsk. Maizena
2 ½ dl mælk


1 lille glas hindbærmarmelade (gerne den hjemmelavede - det gør dem extra lækre!)
Finthakket chokolade og krymmel til pynt 

Dej:
Bland mel, gær og finthakket smør i en skål. smuldr det sammen. Pisk ægget med salt og sukker og bland det med den lunede mælk. Ælt melblandingen og mælkeblandingen godt sammen. Dæk dejen med et viskestykke og lad den hæve i en time. 

Creme:

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk æg, sukker og vanilje godt sammen. Varm 1½ dl af mælken til lige under kogepunktet og bland den med æggeblandingen. Ryst Den sidste dl af mælken sammen med maizena. Hæld blandingen af æg og mælk samt mælkemaizenablandingen tilbage i gryden og opvarm mens du pisker, til cremen bliver tyk. Pas på den ikke bliver for varm, så skiller den! Lad herefter cremen køle af.

 
Ælt dejen hurtigt igennem og del en i to stykker. Rul hvert stykke ud til en ca. ½ cm tyk plade og skær den i 8-10 stykker. På hvert stykke lægges en tsk. marmelade og en tsk.creme. Fold hjørnerne af dejen ind over fyldet og samle dem så det ikke løber ud: først foldes de fire hjørner ind over hinanden så de lapper over og derefter samles de og klemmes sammen.


Vend bollerne så samlingen vender ned og lad dem hæve til dobbelt størrelse på en smurt bageplade. Pensl dem med vand eller mælk og bag dem ved 200° i ca. 15 minutter til de er smukt gyldne. Så snart de kommer ud drysses chokolade henover og lidt krymmel ♥